top of page

Khaton Mesto

Soura

Vi er Yazidier, og det er en meget gammel religion. Da vi flygtede fra vores landsby, tæt på Aleppo i Syrien, sagde jeg til mine døtre, at de skulle indhylle sig med tørklæde, selvom det ikke er noget, vi ellers gør. På den måde skilte vi os ikke ud. Siden har det smertet os at høre, hvad der er sket med vores trosfæller. Og jeg har tænkt: “Hvor var det godt, vi kom væk”. Her i Danmark føler jeg mig ikke som en fremmed, når jeg er sammen med kolleger, og vi har det godt sammen. Men når der så snakkes om stramninger og regler, kan man godt føle sig fremmed igen.

Min mand og jeg arbejder, og vores tre børn er under uddannelse. Vi er glade for at være i Danmark, men socialt syntes jeg, danskerne skulle have mindre afstand til dem, de ikke lige kender. Til gengæld er her rettigheder, som ikke findes der, hvor vi kommer fra. Det sætter vi stor pris på.

Det har ikke været let hele vejen. Jeg elsker at lave mad, men det var svært at få arbejde uden en uddannelse. Så gik jeg i gang med at uddanne mig og er netop blevet færdig. Jeg uddannede mig som gastronom med speciale i smørrebrød og catering. Jeg tænkte: “Smørrebrød er jo noget rigtig dansk. Det er spændende og smukt”. Så det lærte jeg, og jeg fik sølvmedalje ved svendeprøven, og vandt, sammen med en kollega, Danmarksmesterskabet i smørrebrød ved en konkurrence i Herning.

Nu har jeg guld i smørrebrød. For få år siden anede jeg ikke, at det fandtes. Jeg ved, at min familie er stolt af mig. Men jeg er også stolt af min mand og mine børn. Stolthed er en god følelse, og min familie elsker mit smørrebrød. Min mands favorit er smørrebrød med roastbeef.

43 år / kvinde / gift / børn / arbejder indenfor catering / Silkeborg / fra Syrien / kom til Danmark i 2013 / opholdstilladelse samme år

bottom of page