top of page

Musse Sheikh Muhumad-Casse Ahmed Abdillahi Seed Dhible Al Ayuubi Al Somali

Soura

Jeg er ikke fremmed. Jeg føler mig hjemme, fordi jeg har skabt mig et liv her. Og så har jeg sat mig ind i den danske kultur. Jeg har læst Biblen, jeg ved, at Fyn er fin, og jeg siger mojn, når jeg er i Sønderjylland. Jeg kender H.C. Andersens og Søren Kierkegaards værker. Men det er helt håbløst, når DF kræver, at indvandrere skal gå i kirke for at være danske, især når størstedelen af danskerne ikke gør det.

Da jeg kom til Danmark, kendte jeg ikke min fødselsdato. Da jeg spurgte min mor, hvor gammel jeg var, sagde hun, hvor gammel føler du dig? I Somalia har vi ikke et CPR-nummer. Vores navn fortæller, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Mit navn reddede faktisk mit liv. Jeg stod bogstaveligt talt med en pose over hovedet og en pistol i nakken, da der var en, som kunne genkende min morfars navn, og som derfor kunne sige god for mig. Det var min redning.

Konflikten i Somalia er stadig ikke løst. Alligevel har Danmark valgt at deportere 2000 somaliere. 20 børn er allerede sendt “hjem”, men det taler man ikke om. Jeg ved, at det ikke var sket, hvis vi havde overbevist den danske befolkning om, at vi har gjort noget for Danmark.
Jeg er bioanalytiker og rigtig glad for mit liv i Danmark, men det irriterer mig, at politikerne lovgiver om ting, de ikke ved noget om. De sidder meget isoleret inde på Christiansborg og ved ikke, hvad der foregår ude i samfundet. Jeg synes, at man skulle sende politikerne i praktik, inden de måtte tage en beslutning om f.eks. hospitalsvæsenet.

64 år / mand / enlig / børn / bioanalytiker / Ballerup / fra Somaliland / kom til Danmark i 1973 / opholdstilladelse samme år

bottom of page