top of page

Ahmad Joumaa

_MG_9988.jpg

Jeg er dybest set et menneske, før jeg er noget andet. Jeg har flere lag i min identitet, jeg er araber af etnicitet, jeg er muslim af religion, jeg er dansk statsborger, men af nationalitet er jeg palæstinenser. Jeg har en baggrund, jeg er stolt af, men jeg tager også imod det, jeg har fundet her, og gør det til mit eget. Jeg identificerer mig som palæstinenser på grund af min historie, men jeg anser på et vist punkt mig selv som dansk. Vi er alle sammen fremmede på denne planet, men grundlæggende er vi mennesker, og det er sådan, vi skal anse hinanden. Vi skal gå væk fra alle de mærkater, vi sætter på hinanden.

Bøger betyder meget for mig. Viden er ligesom lys, jo mere man har læst, desto mere man ved, jo mere kommer man ind i lyset. Jeg ville ønske, at der var flere der læste mere. Jeg tror man får mere empati og bliver lidt mere ydmyg omkring, at der findes andre livsværdier end ens egen, der kan være ligeså gode, gennem litteraturen.

Man bliver mere tolerant, og kan bedre acceptere, at der er flere sandheder, hvis man har læst. Koldt vand har til gengæld aldrig været noget for mig, men så fik jeg en kollega, der fik indført mig i vikingebadning. Det var meget grænseoverskridende, og jeg gik fra at tænke; hvad er de for nogle skøre mennesker?, til at tænke, at det er mega fedt. Det har flyttet mig. Noget vi ikke tror er noget for os, kan vi måske komme til at synes rigtig godt om.

34 år / kulturformidler på Tønder Bibliotek / egen foredrags- og kursusvirksomhed / Sønderborg / fra Palæstina / født i flygtningelejr i Libanon / kom til Danmark i 1989 via familiesammenføring / opholdstilladelse samme år

bottom of page