Karim Abbas Hassan

Alt efter situationen, føler jeg mig fra 0 til 100% fremmed. Hvis folk generaliserer irakere i Danmark, er jeg 100 % iraker, hvis jeg hører danskere blive generaliseret i Irak, er jeg 100% dansker. Generaliseringer provokerer mig.

Jeg kom til Danmark i 1985. Dengang røg jeg 60 cigaretter om dagen. I 1989 mødte jeg min kone. Hun løb. Jeg besluttede mig for at holde op med at ryge og begynde at løbe. I starten kunne jeg løbe 1 km ad gangen. Jeg begyndte at løbe langt, efter jeg havde læst en bog på biblioteket. Den beskrev, hvordan man kunne træne sig op til at løbe et maraton på 36 uger. Det gjorde jeg så. Det første løb var 23. april 1990. I dag har jeg løbet 172 maratonløb, mange halvmaratoner og en del ultraløb. Ultraløb er alt over 42,195 km, og det længste, jeg har løbet, er 169 km på 24 timer. Det var i Norge.

Det, løb giver mig, er fred. Det er en form for terapi, og det gør mig træt, så jeg kan sove om natten. Når jeg løber, kan jeg flytte problemerne fra hovedet til kroppen. Det er godt for mig, for hovedet kan ikke klare alle problemerne alene, men det kan hele kroppen. Løb er så vigtigt for mig, at jeg hellere vil dø under et løb end fredeligt i min seng. Løb har givet mig livet tilbage efter krigen, flugten og smøgerne, og når jeg løber, er jeg 100% stolt af, hvad min krop kan.

67 år / mand / gift og har to børn / pensionist / Aalborg / fra Irak / kom til Danmark i 1985 / fik opholdstilladelse i 1985