Udstillingens første 100 portrætter er skabt i Tivoli. Mange af projektets deltagere har ønsket at bryde med den ofte alvorlige og socialrealistiske portrættering af mennesker, der har været på flugt. Tivoli fungerer netop som et helle fra verden udenfor, hvor en anden leg med identitet, billedsprog og tilhørsforhold er mulig. Forlystelsesparken har siden sin grundlæggelse repræsenteret ”det danske og det fremmede” med lige dele nysgerrighed, hyldest, forsimpling og fortrængning.
Nationalstaten opstod som et europæisk fænomen efter den franske Revolution. Tivoli åbnede omtrent 50 år senere i 1843 og dyrkede fra starte den nye nationalfølelse. Det ”at føle sig dansk” blev derfor understøttet af klare symboler, historien, sagn og myter, natur og landskab. Samtidig var tidens romantiske kunstnere bannerfører for at folket kunne ”forestille sig nationen” som et nationalt fællesskab gennem nationalsange, guldhorn, flaget, historiske romaner mm.
I Tivoli står de danske nationale symboler side om side med ideen om ”de fremmede” og det eksotiske. Fra slutningen af 1800-tallet blev ikke bare eksotisk arkitektur og formsprog vist frem i Tivoli, men også mennesker fra fjerne lande blev udstillet i de såkaldte Menneskeudstillinger.
Med 100% FREMMED? griber de hundrede tidligere flygtninge selv del i historiefortællingen. Tivoli fungerer som et fotostudie, hvor deltagerne vælger deres baggrund og poserer med de personer og genstande, der giver mening for dem. De kommenterer på historien og forbinder deres personlige fortællinger med Tivoli som et scenografisk og mentalt landskab.
Tekster af Mette Katrine Balle / Sisse Nat George / Maja Nydal
KØBENHAVN
TIVOLI
Tekster af Janus Kodal