Jeg vil være med i 100%fremmed? for at få andre til at se mig som 100%dansk. Jeg har boet i Aalborg i 30 år, og jeg ELSKER byen. Aalborg er min by, og jeg er en meget aktiv medborger.
Alligevel hører jeg ofte andre referer til os, der ikke er født her, som flygtninge eller som fremmede. De gør det til et spørgsmål om os og dem. Det gør mig frustreret og ked af det, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at I skal se mig som en af jer. Jeg er 100% integreret, men integration går begge veje. Hvornår vil samfundet acceptere mig 100%?
Teheran er min fødeby, men jeg flygtede med min storebror, da jeg var 16 år. I Iran kunne man ikke sige sin mening eller have en holdning. Man kunne heller ikke samles i foreninger. Konsekvenserne for at gøre det alligevel mærkede min far, for han kom i fængsel og blev tortureret. Mine minder om det har fået mig til at engagere mig i det danske samfund. Jeg fik som 22-årig konstateret sklerose, og i begyndelsen føltes diagnosen som et tungt mørke. Men så kom jeg med i den lokale skleroseforening, og siden har jeg siddet med i blandt andet Handicaprådet og Tilgængelighedsudvalget i Aalborg og flere andre bestyrelser. Jeg elsker bestyrelsesarbejdet, fordi det giver mig indflydelse, en stemme og ansvar. Det har givet mit liv fokus og mening. Sygdommen stoppede nemlig min drøm om at gå på universitetet og læse administration, men med mit frivillige arbejde kan jeg stadig være noget i og for det danske samfund.

46 år / mand / i forhold / frivillig og førtidspensionist / Aalborg / fra Iran / kom til Danmark i 1990 / fik opholdstilladelse i 1990