Jeg er fremmed på grund af min hudfarve og mit sprog. Det er kun dét. Men jeg prøver at være som danskerne, for nu føler jeg, at Danmark er mit land.

Den mand, som hjalp mig fra Tyskland til Danmark, satte mig af i nærheden af Sandholmlejren. Jeg skulle bare fortsætte ligeud, sagde han. Men klokken var fem eller seks om morgenen. Jeg var træt, forvirret og kom i tvivl. Så jeg spurgte en dame, som gik med sin hund. Hun sagde, der var langt, men at jeg kunne tage bussen, hvis jeg havde penge. Da jeg sagde, at det havde jeg ikke, gav hun mig 20 kr. til billetten.

Senere kom jeg til asylcentret i Hjørring og mødte en præst og hans kone. En veninde og jeg blev inviteret til at bo i deres lejlighed, mens de var ude at rejse. De havde fyldt køleskabet og lagt penge, så vi kunne købe ind i supermarkedet, hvis vi manglede noget. I de dage, hvor vi boede hos dem, havde vi vores eget bad og toilet. Vi hyggede os med at se fjernsyn og lave mad. Det føltes som at være hjemme igen. Jeg har stadig kontakt til dem.

De to og kvinden med hunden var de første engle i mit liv. Om ti år håber jeg, at mit hjemland er sikkert, at jeg er tilbage og igen kan bo dér sammen med min familie. Jeg har fundet ud af, at det passer mig godt at yde omsorg. Jeg vil gerne engang bruge min erfaring, uddannelse og teoretiske viden i Iran.
Min far er 79 år, min mor 73. De støttede mig, da jeg var barn. Nu er det min tur, men jeg er der ikke. Så jeg håber på politiske forandringer. Jeg elsker min familie. Den er min stolthed.

38 år / kvinde / single / læser til social- og sundhedsassistent / arbejder som omsorgsmedhjælper / Horsens / fra Iran / kom til Danmark i 2014 /opholdstilladelse i 2015