Hozan Ibrahim

Da jeg kom til Danmark, følte jeg mig kun lidt fremmed, selv om jeg ikke kendte sproget, samfundet eller kulturen. Men nu, efter seks år hvor jeg har arbejdet, lært dansk, og været frivillig, føler jeg mig meget, meget fremmed.

Jeg lavede et forsøg, da jeg kom til Danmark. Den første dag, jeg kom til min lejlighed, købte jeg blomster til mine naboer. Jeg fortalte, hvem jeg var, og at jeg håbede, vi ville blive gode naboer. De var venlige og sagde tak – men der skete ikke mere. Folk er meget hjælpsomme, hvis man beder om hjælp, men det bliver aldrig en relation. Men jeg kan se nu, at danskerne også er sådan overfor hinanden.
Jeg drømmer om, at folk kigger på mig som en individuel person og respekterer, at jeg kommer fra en anden kultur, og at vi kan lære af hinanden. Der skal ikke komme nogen og fortælle, at han er bedre end mig, fordi han er dansker, og jeg er syrer.

Man kan have bedre kompetencer – være bedre til sit arbejde, mere aktiv i samfundet. Man kan sammenligne på aktivitet, men ikke på farve eller nationalitet. Det, jeg savner mest i mit liv, er, at jeg ikke hele tiden skal bevise, at jeg er et godt menneske.

Jeg er frivillig i Røde Kors og i en it-café på biblioteket, fordi jeg synes, jeg skylder at give noget tilbage til samfundet på grund af de gode ting, samfundet har gjort for mig. I Syrien har vi lært, at man skal hjælpe andre, hvis man kan. I Danmark er det mere organiseret. Her går alt gennem foreninger. Jeg foretrækker den danske model. Hvis jeg foretrak den syriske, skulle jeg ændre hele livsstilen her.

34 år / mand / gift / et barn / civilingeniør i forretningsudvikling / Herning / fra Syrien, kurdisk baggrund / kom til Danmark i 2013 / opholdstilladelse samme år.