Parviz Yousefi

Jeg bliver aldrig dansker. Jeg er iraner, og det er jeg stolt af, men nogen har frataget mig muligheden for at bo i mit hjemland, og nu er jeg også blevet fremmed der. Meget af min familie er stadig i Iran, og det er svært at leve uden dem, for en familie er ikke en familie i kraft af blodsbånd eller efternavne, men i kraft af de oplevelser, man har sammen.

Det, der foregår i øjeblikket, er ikke en flygtningekrise. Det er en global ulighedskrise, som Vesten bærer et stort ansvar for, men ikke vil tale om. Vestlige olieinteresser har ødelagt meget i Mellemøsten, og når livet bliver til et helvede, så flygter folk.

De er ikke dumme. De forlader ikke deres hjem, fordi de hellere vil leve af velfærdsydelser i Vesten. De flygter, fordi de ikke har andre muligheder, og de flygter derhen, hvor livet er.
I medierne taler man om hvor mange flygtninge, der kommer til Europa, hvor mange Danmark kan tage imod, og hvad man kan gøre for at holde dem ude. Men hvorfor er der ingen, der spørger, hvorfor der er så mange flygtninge? Hvorfor er der ingen, der søger årsager? Politikerne lever af det, der kommer ud af deres mund, og journalisterne reklamerer for dem, men sådan burde det ikke være. De, som har mikrofonen, har pligt til at søge sandheden, ikke sælge sig selv.

64 år / mand / i et forhold / børn / uddannet lærer / pensioneret buschauffør / København SV / fra Iran / kom til Danmark i 1988 / opholdstilladelse i 1989