Jeg er fremmed. Jeg er dansk. Jeg føler mig fremmed i situationer, hvor der er andre normer, værdier og vaner end dem jeg er vant til, men det kan lige så godt være når jeg besøger min bror, fordi vi socialt og arbejdsmæssigt har vores egne liv. Mine børn er anderledes. De taler mest dansk.

Jeg er ked af, at jeg ikke kan besøge min gamle mor. I mange år savnede jeg Vietnam, men efterhånden bliver det mindre tungt at bære. I kommunisternes øjne er jeg farlig, fordi jeg arbejder for menneskerettighederne.

Danmark er et mere retfærdigt samfund, hvor folk bliver behandlet nogenlunde lige. Her føler jeg mig som en fri fugl, mens dem i Vietnam lever som fugle i bur. Der er vi bange for myndighederne, mens de danske myndigheder beskytter os. Jeg føler mig meget sikker her.

Jeg var historie- og geografilærer da jeg kom, og underviste i vietnamesisk de første 10 år jeg var i Danmark. I 1991 blev jeg fritidspædagog og fik arbejde i SFOen og ungdomsklubben. Min mand synes det var bedre, at jeg havde en butik, så det prøvede jeg. Senere tog jeg en massøruddannelse for selv at kunne gøre noget for min egen og familiens sundhed. Jeg har haft min egen klinik i tre år nu, og bliver jævnligt undervist i traditionel vietnamesisk medicin af mesterlærere. For mig er det et meget meningsfuldt bidrag til den vestlige måde at tænke sundhed på.

En overgang var jeg medlem af menighedsrådet i min kirke. Det er mere fællesskabet end religionen der fænger mig. Min mand er mere religiøs end jeg, han søger transcendens, mens jeg har det bedst på jorden, sammen med mennesker.

Vi har et stort netværk og hvert nytår laver vi en revy, hvor vi syer egne kostumer og mixer alt lige fra dragedans til Pippi Langstrømpe, Bamse og Kylling, Jesus og Buddha, Javanesisk dans og amerikansk pop.

Kim Huong Nguyen / 60 / gift / børn / Tilst / lærer, fritidspædagog og massør / Vietnam / kom til Danmark 1981 / opholdstilladelse i 1981