Hvornår er man fremmed og i forhold til hvad? Jeg er ikke fremmed i mig selv og synes, det er en berigelse at kunne trække på flere kulturer.

Folk har egne definitioner af danskhed. For mig er det danske at skabe og give plads til hinanden. Da jeg kom i 1989, blev jeg mødt af et mangfoldigt land - folk klædte sig, som de ville, talte frit, lyttede til hinanden og kunne vælge at leve nogenlunde, som de ville. Det er ærgerligt, når nogen begynder at begrænse denne mangfoldighed og definere danskhed så snævert, at det ekskluderer og fremmedgør.

Som yngre gik jeg op i, hvordan andre så mig, og følte mig fremmedgjort, når jeg blev sat i bås med mediernes flygtninge-stereotyper. Jeg skulle altid forklare eller forsvare mig selv.

I dag findes der danske afvigere, fx. kriminelle, eller folk, som kan have holdninger som ligger langt fra, hvad der er dansk kultur, men som stadig mener, at jeg er mere fremmed, end de er, alene udefra min udseende eller etniske baggrund.

Jeg gik ind i politik, fordi jeg blev frustreret over skolesystemet. Alle børn skal have en chance, uanset baggrund, hudfarve og navn. Jeg gik selv på Nordgårdskole, hvor der kun var indvandrere. Da jeg var 15, spurgte en ven: Hvad med dig? Hvad skal du blive til? Jeg tudede, for jeg kunne intet og havde intet håb. Jeg satte mig for at skabe en fremtid, og det blev en lang kamp for at få en ordentlig uddannelse. Jeg blev jurist, og har været medlem af Aarhus Byråd siden 2007. Så længe jeg kan bidrage med noget, er det et perfekt sted at være.

Jeg elsker Aarhus Bugten og finder ro i min have, hvor jeg dyrker grøntsager. Som en overraskelse tager jeg min mor med ud at rejse her til Påske, bare hende og jeg. Det glæder jeg mig til. Min familie betyder meget for mig.

Rabih Azad-Ahmad / 43 / gift / børn / Rådmand for Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune/ født i flygtningelejr i Libanon / kom til Danmark i 1989.