Aysha Kawal

Jeg betragter mig selv som dansk, men mit ansigt er, som det er, min krop er, som den er, og jeg har fortsat den irakiske kultur i bagagen. Min mand og jeg er yazidier. I vores religion er påfugleenglen Guds repræsentant på jorden og et symbol på skønhed. Den pryder vores hjem, minder os om, hvad vi kommer fra, og præger vores tankegang.

Der findes et kurdisk ordsprog, som lyder: Mennesket er en fugl uden vinger, og man kan ikke styre, hvor man falder ned. Jeg faldt ned i Danmark som 29-årig, og mit liv startede forfra. I starten blev jeg forskrækket over at se så mange biler med bagage på taget, fordi det lignede de biler, der kører rundt med ligkister i Irak, men efterhånden vænnede jeg mig til det.

I Irak havde vi haft udfordringer under Saddams regering, fordi den ikke tolererede vores tanker om demokrati og forskellighed. I Danmark begyndte en ny og anderledes kamp, nemlig kampen for at få uddannelse, job og børn. Jeg gennemgik 10 års fertilitetsbehandling uden held.

Det er hårdt at bygge forventninger op igen og igen gennem så mange år og hver gang blive skuffet, så på et tidspunkt besluttede min mand og jeg at holde op med at forsøge. Det er en stor sorg for mig, at det ikke lykkedes. Min mand havde børn fra et tidligere ægteskab. Vi har et billede af dem i vores stue, men det er desværre alt, vi ser til dem. De blev fanget af Saddams styrker og forsvandt for mange år siden. Jeg ved, at det gør ondt på min mand, men han er stærk. Han støtter mig altid og siger, at nu gælder det vores liv sammen.

46 år / kvinde / i et forhold / pædagog / Brønshøj / fra Irak / kurdisk baggrund / kom til Danmark via familiesammenføring i 1999