Eva Karyo

Jeg har aldrig følt mig som en fremmed i Danmark. Jo, måske lige da vi var kommet hertil fra Irak, efter først fire år i Jordan. En måned efter skulle jeg begynde i skole i en lille sjællandsk by. Vi var de eneste indvandrere. Der kunne jeg godt se, at jeg var anderledes. Men ellers nej, jeg føler mig ikke som en fremmed. Danmark er mit hjemland, og har været det i 20 år.

Vi er assyrere og dermed kristne i en katolsk retning. Vi er et af de allerførste folkeslag, der valgte kristendommen, så det går rigtig langt tilbage. Hver jul mødes vi hele familien hos min mormor i Norge for at fejre julen efter vores skikke. Så er vi op mod 30 mennesker fra mange lande, og det er fantastisk. I mormors hjem er der masser af billeder af Jesus og Jomfru Maria.

Jeg har en dansk kæreste og er dansk statsborger, og jeg har uddannet mig inden for marketing i Danmark og USA. Mit liv er her i Danmark, men mit hjemlands kultur betyder også meget for mig. Når vi får børn, skal de lære arabisk. De skal være stolte af den gamle kultur, der er en del af deres baggrund.
Samtidig er jeg en mønsterbryder. Jeg bor sammen med min kæreste, selv om vi ikke er gift. Det er ikke normalt i vores kultur. Ingen andre i min familie har taget det skridt. For mig er det naturligt, for sådan er det jo i Danmark. Alligevel tog jeg en god snak med min mor og mormor om det, før vi flyttede sammen. Jeg gjorde det ikke bare, og jeg vil ikke have børn uden for ægteskab. Det ville være for stort et skridt at tage i forhold til min kultur. Vi skal giftes først.

29 år / kvinde / samlevende / ingen børn / personalekonsulent / fra Irak / kom til Danmark i 1999 / opholdstilladelse i 2002