Taghrid Ismail

Jeg føler mig 75% fremmed. Jeg kan ikke vende ryggen til min religion, min kultur og mit sprog. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil integreres. Jeg er fuldstændig fokuseret på at lære dansk. Jeg skal ikke være afhængig af hverken mine børn eller andre. Derfor har vi heller ikke arabiske tv-kanaler. Og vi bestræber os på at få danske venner. Men jeg savner at tale med andre, der taler arabisk, og som kender mit hjemland og min kultur.

Når jeg besøger min familie i Sverige, giver jeg mig selv et frikvarter og bliver fuldblodsaraber igen for en stund. Jeg ser arabiske tv-serier og taler arabisk nonstop. Og jeg skal ikke sidde og undskylde mig selv eller tage afstand fra alt muligt, der ikke har med mig at gøre. Det er så dejligt.

I bussen undrede jeg mig over, at den samme danske kvinde altid smilede til mig. En dag sagde hun: ”Kender du nogen, der kan passe mit barn? Han er handikappet, og kommunen giver mig 12 timer om ugen til hjælp”. Jeg sagde ja med det samme, selvom jeg ikke taler godt dansk. Jeg vil gerne være selvstændig. Jeg får ikke mere end kontanthjælpen for det, men nu slipper jeg for kommunen.

Jeg elskede at være lærer. I Syrien er lærerne højtrespekterede, ikke som her. Men jeg er ikke i stand til at arbejde med børn længere. Krigen har forandret mig. Jeg bliver hurtigere træt, har svært ved at koncentrere mig i længere tid. Jeg sammenligner mig med mine børn. De taler virkelig godt dansk. Min ældste er færdig med 10. klasse og skal nu på Teknisk Skole og være tømrer. Selvom jeg er 45 år og har dårlige oplevelser med mig, bliver jeg ved. Jeg har stadig store drømme.

45 år / kvinde / gift / børn / studerende på VUC/ palæstinensisk flygtning / Roskilde, Ågerup / fra Syrien / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse 2014