Tamás Vetö

Generelt føler jeg mig ikke fremmed i Danmark, og jeg tænker ikke på fremmedhed som noget, der nødvendigvis handler om, hvor man er født. I Ungarn opdagede jeg som 9-årig, at min familie var jødisk, dengang krigen kom. Pludselig var jeg fremmed på grund af en baggrund, jeg ikke før havde kendt til. Langt senere i livet fandt jeg ud af, at jeg var mere til mænd end kvinder, og jeg frygtede, at det ville gøre mig til en fremmed over for mine børn, men de har altid mødt mig med kærlighed og forståelse.

Jeg er vokset op med en stor kærlighed til teater og musik. Min mor var en dygtig amatørpianist, og hun fik mig i gang med at spille. På et tidspunkt sagde jeg til hende, at jeg ville være musiker, så vi besøgte en stor ungarsk komponist. Jeg spillede for ham, men han syntes ikke, at jeg havde, hvad der skulle til for at blive musiker. Måske var det dét, der gjorde, at jeg blev musiker. Prøverne har altid været det sværeste for mig. Jeg foretrækker, når det går løs, og jeg er berømt for at redde situationen. En bliver syg i sidste øjeblik, og jeg træder til. Jeg kan godt lide, når det foregår spontant og uden prøve, for så kan jeg slå, hvor fanden jeg vil. Noget, jeg har det svært med i Danmark, er, at alt skal være så hyggeligt, også i det professionelle musikmiljø. Når koncentrationen svigter under en prøve, forventes det, at man kommer med en sjov historie, og når man går rundt i sine egne tanker uden at smile, kan man være næsten sikker på at blive mødt med kommentaren: ”Er du sur?”. Hygge er fint, men jeg synes ikke, at alting behøver at være hyggeligt.

81 år / mand / enlig / børn / pensioneret dirigent / Taastrup / fra Ungarn / kom til Danmark i 1957 / opholdstilladelse samme år