Zoran Lekovic

Jeg har boet i Danmark det meste af mit liv, så jeg føler mig ikke fremmed. Men nogle små ting kan få mig til at føle mig anderledes. Fx når mine jævnaldrende taler om, at de så Bamse & Kylling som børn. Og jeg bliver aldrig vild med lakrids. Et af mine første minder fra Danmark handler om lakrids. Min søster og jeg havde fået lidt danske penge og købte to poser lakridskonfekt. Men lakridsen smagte så mærkeligt, at vi smed det ud.

Jeg har jeg det lidt som Albert Einsten. Han blev spurgt, hvilken nationalitet han tilhørte, og svarede ’jeg blev født på Jorden’. Jeg bestemte ikke selv, at jeg blev født i Bosnien, og det var krigen, der førte mig til Danmark. Hvis jeg har en nationalfølelse, er den knyttet til sproget og musikken.

Efter fire år i Danmark begyndte jeg på en folkeskole. Jeg var genert og lukkede mig inde bag min walkman. Så mødte jeg en bosnisk flygtningedreng, der introducerede mig til amerikansk rap. Siden lærte jeg tysk og dansk rap at kende. Rapmusik er en fantastisk genvej til at lære sprog. Rapperne bruger hverdagsord og udtaler dem, som vi siger dem. Musikken og rimene gør det lettere at huske ordene. Siden har jeg brugt rapmusik, når jeg har undervist i tysk og engelsk, og på sprogcentret, hvor jeg lærer udlændinge dansk.

På flygtningecentret lærte jeg at spille bordtennis. I Esbjerg kom vi til at bo lige ved en bordtennisklub, og jeg fik lov at undervise begyndere, selv om jeg ikke kunne dansk. Da jeg for fem år siden fik en depression, anbefalede min læge mig at gå til sport. Jeg gik i gang med bordtennis igen. Efter to uger var depressionen væk. Bordtennis og rapmusik har holdt mig i live og har integreret mig.

Zoran Lekovic / 35 år / mand / single / uddannet i sprog og kommunikation, læser til tysklærer og arbejder frivilligt som lærer på en sprogskole / Aarhus / fra Bosnien / serbisk baggrund / kom til Danmark som flygtning i 1992 / opholdstilladelse i 1995.