top of page

Bilal Elfout

Fadia_færdig_helt_.jpg

På arbejde er jeg lige som alle andre, og når jeg er hjemme, er jeg bare mig. Jeg har mange drømme for mit liv i Danmark, men min største drøm er at komme til at bo i Palæstina. Jeg har en nøgle til det hus, som mine bedsteforældre forlod i 1948. Den går i arv fra generation til generation og er en påmindelse om, at vi på et tidspunkt skal vende hjem.

Efter 11. september 2001 gik jeg i medierne for at gøre opmærksom på, at angrebene ikke afspejler, hvordan alle muslimer tænker. Jeg ville bygge bro, men medierne skabte en kløft, og den gruppe af moderate muslimer, som før havde debatteret, gad ikke længere stille op i medierne. Mange af os var gået ind i debatten med en forventning om gensidig respekt, men vi blev mødt med et ensidigt krav om, at vi skulle underkaste os ytringsfriheden og finde os i, at der blev gjort grin med vores religion. Og så skulle vi tage afstand fra det ene og det andet: hijab, omskæring, halalslagtning. Vi kommer fra et mangfoldigt samfund.

Men hvis vi alle skal være danske på den samme måde, mister folk lysten til at engagere sig i samfundet. Og det er et problem, for hvis jeg vil beholde halalkødet, tørklædet osv., bliver jeg nødt til at engagere mig. I forbindelse med det seneste kommunalvalg startede jeg initiativet “Yalla Stem” for at få folk til at brokke sig i stemmeboksen frem for på sofaen, men det bliver sværere at få folk med på den slags initiativer. Jeg ønsker fortsat at bygge bro, men kan ind imellem tage mig selv i at tvivle på, at det nytter.

48 år / mand / i et forhold / børn / systemadministrator / København N / født i flygtningelejr i Libanon / palæstinensisk baggrund / kom til Danmark i 1986 / opholdstilladelse samme år

bottom of page