top of page

Fourat Khaled

Fadia_færdig_helt_.jpg

Jeg vil gerne blive i Danmark hele mit liv. Jeg vil åbne min egen butik, få børn og familie. Jeg vil ikke være fremmed. Jeg respekterer Danmark lige så meget som mit hjemland, Kurdistan, og jeg har fået det danske flag tatoveret på min arm.

Jeg styrketræner næsten hver dag. Jeg vil gerne have, at hele min krop ser godt ud. Jeg træner en eller to muskler om dagen med tre sæt af 8-12 repetitioner, og når jeg laver de sidste, hårde repetitioner tænker jeg: Det her gør jeg for fremtiden! Jeg vil gerne uddanne mig som personlig træner. Jeg kan lide at hjælpe folk med deres træning, jeg ved hvordan man laver øvelserne og varierer dem. Og det har også givet mig en stor omgangskreds i byen.

Jeg har et godt job og min egen lejlighed her. Min hverdag er meget disciplineret. Arbejde, hjem, træning. Jeg møder nye mennesker til fitness, kommer ud og holder mig i form i stedet for at sidde hjemme og spise chips og vingummi.Jeg har været i Danmark i fem år, og jeg kan lide det her. For et år siden besøgte jeg min bror i Sverige. Jeg skulle have været der en uge, men rejste med toget hjem efter tre dage. Jeg havde hjemve, simpelthen. Min fremtid er her. Jeg har både det danske og det kurdiske flag stående fremme på hylden.

Fourat Khaled / 23 år / mand / ugift / ingen børn / arbejder i tøjbutik / Kurder fra Kurdistan / flygtet i 2014 / opholdstilladelse 2014

bottom of page