top of page

Mahabad Quasemi

Fadia_færdig_helt_.jpg

Sikkerheden er det vigtigste. I Danmark føler jeg mig sikker og tryg, men samtidig lever vi med utrygheden. Hvor længe kan vi få lov at blive i landet? Det er svært. Og det giver stress.

Usikkerheden gør, at jeg ikke har mod på at sætte børn i verden. Hvad er det for et liv, jeg kan tilbyde dem? Fremtiden er alt for usikker, og det ser svært ud.
Vi har det ok nu, for vi er sikre her. Vi håber lige som alle andre. Jeg har ikke lyst til at være flygtning, men jeg har ikke haft noget valg.

For mig er Kurdistan et rigtigt land, men vi bliver ikke accepteret. Selv om vi har vores eget sprog, bliver vi set ned på. Jeg har ikke et rigtigt land, men jeg føler mig som kurder. Jeg er taknemmelig for den måde, Danmark har taget imod mig på. Jeg håber, at danskerne vil besøge Kurdistan, når vi engang får vores eget land.

Mine forældre og to af mine tre søskende bor lige i nærheden. Jeg besøger mine forældre hver dag. Jeg spørger tit mine forældre, hvorfor jeg blev født.

Jeg kan godt lide at bo i Bjerringbro. Her går jeg til fitness og yoga, og hver onsdag går jeg til møde i Røde Kors. Her kan man spise sammen og få hjælp til at læse eller skrive et brev.

Det var hallowee den dag, jeg kom til Danmark. Mange var klædt ud og så ud som om, de var smurt ind i blod. Er de altid sådan, tænkte jeg?

Men her fik vi mad. På vores flugt kom vi gennem Serbien, Bosnien og Tyskland. Vi havde ingen penge og fik ikke rigtig andet end appelsiner og bananer. Jeg var sulten, da jeg kom til Danmark.

På flygtningecentret fik vi penge allerede første dag. Jeg gik i supermarkedet for at handle. Men det var svært at finde madvarerne, når jeg ikke vidste, hvad de forskellige ting hedder.

32 år / kvinde / gift / studerende / Bjerringbro / kurdisk Iraner / kom til Danmark i 2015 / midlertidig opholdstilladelse samme år

bottom of page