Rania Taha Kampp

Jeg er 50% fremmed 50/50. Jeg er muslim, men jeg har respekt for, og tager det bedste fra begge kulturer. Det er vigtigt for mig, at mine børn bliver en del af den danske kultur, da jeg har født dem her. Danmark er mit hjem nu. I Libanon er jeg gæst, og når jeg har været der en uge, vil jeg gerne hjem. Jeg kan godt lide at alle bliver behandlet lige i Danmark. Ved lægen og i banken skal alle vente lige længe, og når man søger arbejde, er det ens for alle.

Jeg bliver lidt trist, når jeg tænker på mine veninder der går hjemme, livet har så meget mere at byde på. De synes, jeg er dum, fordi jeg arbejder. Det er også lidt samfundets skyld, fordi man giver dem penge for at gå hjemme. Som socialpædagog går jeg meget op i børns trivsel. Jeg mistede selv min mor som 11-årig. Hun døde af en blodprop i hjernen tre dage efter vi havde mistet vores hus i krigen, fordi hun ikke kunne holde til det.

Hun lavede madpakke til os og sendte os afsted i skole, og da vi kom hjem, var hun død. Derefter bestemte min far, at jeg skulle giftes som 14-årig. Min mand var 27 år og boede i Danmark, så jeg blev familiesammenført og fik fire børn, men efter 19 års ægteskab valgte jeg at blive skilt. Jeg mistede mit første barn under fødslen, da jeg var 15 år, så da jeg fik mit andet barn som 16-årig pakkede jeg ham meget ind, da jeg var bange for at miste ham.

42 år / gift / børn / tolk, familiekonsulent og kontaktperson / socialpædagog studerende / Sønderborg / fra Libanon / kom til Danmark i 1990 / opholdstilladelse i 1991