Jeg kan slet ikke få nok at af engagere mig i samfundet og udvide mit netværk. Hvis man bare sidder hjemme, får man ikke noget foræret. Udover mit arbejde, sidder jeg i skolebestyrelsen, er med i kommunens integrationsråd og så tolker jeg fra bosnisk til dansk og dansk til bosnisk.

Var jeg blevet i Bosnien, var jeg nok blevet boende i en lille by på landet, og var nok ikke nået så langt som jeg er. Dernede er man mere husmor, men jeg kan godt lide at være aktiv. Når der viser sig nogle muligheder, forsøger jeg straks at gribe dem. At jeg er nået dertil hvor jeg er, skyldes nok en blanding af min personlighed, og de muligheder, som samfundet giver. Jeg forstår slet ikke de mennesker, som bare kan leve på det kommunale system.

Gennem mit tolkearbejde har jeg mødt mange flygtninge, og mange sider af det kommunale system, og jeg må indrømme at jeg også har oplevet mange fejl. Eksempelvis er PTSD (posttraumatisk stressyndrom) udbredt blandt flygtninge, men jeg har oplevet psykologer, som lægger ord i munden på folk, i stedet for selv at lade dem fortælle. Man skal passe på, hvordan man snakker med folk, især hvis man bestemmer og giver diagnoser. Det kan gøre folk mere syge end de er. Ofte har folk sagt, at det er som om, de har snakket med en psykolog, når jeg har talt med dem. Men det eneste jeg gør, er at gøre opmærksom på mulighederne. Bare kom ud af lejligheden og kom i gang, er mit bedste råd.

44 år / kvinde / børn / administrativ Koordinator ved Sygeplejen / Vejle / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1993 / asyl i 1995