Jeg var en af de palæstinensiske flygtninge fra Libanon, der boede i 154 dage i kælderen under Blågårds Kirke. Vi havde kirkeasyl, og der var rigtig mange mennesker der kæmpede for at vi kunne blive her i Danmark. Det er nok også derfor at jeg mærkede et sammenhold helt fra starten og ikke følte mig fremmed.

De fleste flygtninge er meget fokuserede på det land og den konflikt, de kommer fra. Meget få fokuserer på deres situation her i Danmark, på deres børn og deres fremtid. Men for mig har det været det vigtigste. Jeg kan huske den dag det gik op for mig, at jeg kunne gøre en forskel her i Danmark. Det var søndag, og jeg havde lovet min søn, at vi skulle ud at spille fodbold. I vores gård var der nogle små drenge, der gik rundt og kedede sig og lavede tit ballade. Da de så os med bolden, spurgte de om de ikke måtte komme med. De elskede det, så vi aftalte at mødes igen næste søndag. Da jeg kom ned i gården ugen efter, blev jeg mødt af en hel flok drenge, der alle ville med. Der er mange unge indvandrerdrenge, der har brug for noget at tage sig til. De kæmper for at finde deres plads her i samfundet og føler sig tit dømt og misforstået. Som parkeringsvagt gennem 13 år har jeg udviklet en rimelig tyk hud og er meget tålmodig. De kvaliteter prøver jeg at give videre. Jeg prøver at give dem nogle gode hobbyer, så som fodbold, og jeg har også startet et hold med palæstinensisk folkedans. Så mærker de et sammenhold, som tit er det de søger efter ude på gaderne.

49 år / mand / i et forhold / børn / parkeringsvagt / Hvidovre / fra Libanon / palæstinensisk baggrund / kom til Danmark i 1990 / opholdstilladelse i 1992