Jeg har været i Danmark i tre år. Jeg valgte Danmark fordi min kone har en søster her. Lige da vi kom til Danmark, føltes det som at være i et filmstudie, eller i en meget høj bygning hvor himlen var meget tæt på. Der er mere frihed her, blandt andet ligestilling mellem kønnene, som så småt også har ændret vores relation. Vi føler os som gæster, og prøver at respektere livet og lovene her. For et halvt år siden havde vi svaret, at vi skulle tilbage, men vi tror mere på en fremtid i Danmark, på grund af de ting der sker i Syrien.
Danmark er anderledes - især vejret. Vi kendte godt til Europa, men er overrasket over, hvor mange love der er her, såsom trafikloven, hvor der er helt klare regler.
Vi har prøvet at få et besøgsvisum til vores søn i Rusland, men det er blevet nægtet, fordi myndighederne er bange for at han bliver her. Det har han slet ingen interesse i. Han studerer på universitetet i Rusland,
og vil bruge sin uddannelse der. Vi har alle sammen et kort liv, så det er hårdt, at vi ikke kan se vores familie. Med hvilken ret kan man nægte mennesker det? Vi lever op til alle reglerne, så hvorfor kan vi ikke se vores familie? Selvom vi er glade for at være her, vil der altid være en smerte på grund af krigen, og fordi vi ikke kan se vores familie. Vi føler os dog i sikkerhed her, og er begyndt at opbygge et liv, så vi er fortrøstningsfulde med hensyn til fremtiden.
42 år / gift med hinanden / arbejder begge / Sønderborg / fra Syrien / Fareed kom til Danmark i 2014, og Saddika kom til Danmark i 2015 / opholdstilladelse samme år