Gerard Niyongabo

Jeg er 62% fremmed, selvom jeg har været i Danmark i over 20 år. Det er også sådan, de fleste opfatter mig, men mine børn er 100% danske. Jeg drømmer om at tage tilbage til Burundi en dag og bruge det, jeg har lært i Danmark om at tænke kollektivt frem for individuelt. Jeg føler et stort ansvar over for dem, der blev tilbage. At blive her hele livet ville være et svigt.

Jeg er vokset op i et samfund, hvor manden er en naturlig autoritet i familien, fordi det er ham, der tjener pengene. Men jeg har fået børn i et land, hvor den autoritet udfordres af børnepenge og kvinder på arbejdsmarkedet. Når manden ikke er eneforsørger i familien, ændrer kønsrollerne sig.

Min kone går på arbejde, og vi deler det huslige arbejde, så jeg skal være mand på en helt anden måde, end min far var det. Det kan godt være svært, for visse traditioner og forestillinger sidder dybt i én.
Det danske system, hvor kommunen nærmest ejer børnene, udfordrer også forholdet mellem forældre og børn. I stedet for at støtte forældre i at være gode forældre fokuserer kommunen udelukkende på børnene. Man overser forældregenerationen, hvis autoritet i forvejen er svækket, fordi børnene lynhurtigt bliver bedre til dansk end deres forældre. Det går ud over familien, som ellers burde være kernen i samfundet.

49 år / mand / i et forhold / børn / økonomimedarbejder / Tingbjerg / fra Burundi / kom til Danmark i 1995 / opholdstilladelse i 1997