Majid Kanan

På sin vis har jeg været fremmed, siden jeg var 18 og forlod Irak, men jeg har aldrig følt mig fremmed. Fremmedhed er en følelse, der kommer indefra.

Jeg bliver påvirket af, hvordan man i dag ser på mennesker uden at se mennesker. Den tolerance, der før kendetegnede Danmark, er svær at finde i dag. Jeg tror, at medierne bærer et stort ansvar for den udvikling. De er for ensidige og går ikke i dybden, fordi alt for meget nyhedsformidling skal gå så hurtigt. I dag skal man kunne læse nyheder på sms, og så forsvinder nuancerne. Jeg kunne godt tænke mig, at medierne havde flere folk i Mellemøsten, og at der var flere reportager, der dokumenterede, hvordan livet er for de, som ellers ikke bliver hørt. I Vesten har vi en tendens til at glemme, at størstedelen af de, som bliver slået ihjel af Islamisk Stat, er muslimer. Jeg har i mange år arbejdet med blinde torturofre. Jeg har selv været udsat for tortur og vil gerne hjælpe andre tilbage til livet. De mennesker, som jeg møder gennem mit arbejde, forandrer mig. De fighter og vil livet på trods af blindhed og tortur, og det inspirerer mig og giver mig tro på livet. Jeg kan godt lide klassisk musik. Det giver mig en følelse af noget oprindeligt, et lavere tempo. Musikken suspenderer fornuften for en tid og appellerer i stedet til mine sanser og får mig til at danse eller græde. Den taler til mig som menneske og gør mig hel. Jeg er ikke et religiøst menneske, men som i sufismen tror jeg på, at krop og sjæl kan forenes via langsom musik.

54 år / mand / i et forhold / familie- og beboerrådgiver / Tårnby / fra Irak / kom til Danmark i 1991 / opholdstilladelse samme år