Reza Fahlevis

Jeg er måske 40% fremmed, men jeg føler mig som et menneske. Det gjorde jeg ikke i Malaysia, hvor jeg boede illegalt i fem år. Folk hadede os, vi var forfulgt af politiet, og vi levede i skoven. Da jeg kom til Danmark, fik jeg penge og et sted at bo. Der er racister alle steder, folk der råber “perker” og “skrid hjem”, men det er nemmere at være ligeglad, når man overordnet set får, hvad man har brug for og føler sig anerkendt som menneske.

Noget af det første, jeg lagde mærke til i Danmark, var, at der var meget få mennesker på gaden. Da jeg spurgte en taxachauffør, hvorfor det var sådan, sagde han, at jeg skulle stille mig ud og vente i et kvarter, og så ville jeg forstå. Efter fem minutter satte jeg mig ind igen, fordi det var for koldt. “Der har du svaret”, sagde han så. Der er stor forskel på sommer og vinter i Danmark. Om sommeren er der liv overalt, og stemningen minder mig om livet dér, hvor jeg er vokset op, men om vinteren kan jeg godt føle mig ensom. I efteråret blev jeg far til et barn i Malaysia, hvor min kone bor. Jeg ved ikke, hvordan vores fremtid skal se ud, men vi skal finde ud af at leve sammen, så jeg kan være en del af mit barns liv. Da jeg var færdig med 9. klasse var jeg skoletræt og gad ikke uddanne mig. Det fortryder jeg i dag. En uddannelse havde åbnet mange døre både i Danmark og i udlandet, men jeg har ingen uddannelse, så indtil videre er jeg fanget i mit job som buschauffør.

37 år / mand / i et forhold / barn / buschauffør / Høje Gladsaxe / fra Indonesien / kom til Danmark som kvoteflygtning i 2005