Sahar Asif

Jeg føler mig ikke fremmed og bliver ret provokeret over udstillingens titel. Generelt føler jeg mig heller ikke ramt af den politiske diskurs om muslimer, men da Anders Samuelsen i forbindelse med OL lagde et billede på facebook af to beachvolleyspillere - én med tørklæde og langt tøj, én i bikini - og skrev, at billedet var et symbol på tvang kontra frihed, blev jeg vred, for jeg så mig selv på det billede.

Jeg mistede min faster for nylig. Den dag, hun døde, stod jeg op og gik ud. Jeg kunne ikke klare at stå ansigt til ansigt med min mors sorg, for jeg ved, at den er forbundet med en større sorg over, at hun og min far ikke er, hvor de skulle være. Der er fattigt og usikkert i Afghanistan, men man er hos familien. Jeg spekulerer af og til på, hvad mine forældre skal med deres velstand og sikkerhed, når de ikke kan være sammen med de mennesker, som de elsker, og ikke kan tage afsked med dem, når de skal dø.

En af grundene til, at min far flygtede, var kvindens rolle i det afghanske samfund. Det fortalte han mig, da jeg var lille. Mine brødre skulle nok klare sig, men mit liv ville afhænge af, at jeg blev gift med en mand, som kunne forsørge mig. Min fars flugt var en kærlighedserklæring. Derfor føler jeg, at det er min pligt at uddanne mig og skabe et fundament for mig selv, for i Danmark har jeg muligheden. Jeg vågner ikke hver morgen og tænker, at nu skal jeg tilbringe endnu en dag på læsesalen, fordi mine forældre har gjort det her for mig, men bevidstheden om det sidder i mig og har indflydelse på de valg, jeg træffer.

24 år / kvinde / enlig / cand.scient.pol. / Skovlunde / fra Afghanistan / kom til Danmark via familiesammenføring i 1999