Selvfølgelig har jeg min irakiske baggrund. Men efter 17 år her og mange gode venner, føler jeg mig 80-90 procent dansk. De sidste 10-20 procent handler om den kultur jeg kommer fra. Jeg havde mit eget elektronikfirma i Irak. Det var forfærdeligt at skulle give det op, men hele familiens liv var i fare, fordi jeg var modstander af Saddam Hussein. Min kone og vores børn har været to gange i Nordirak. De var så glade, da de kom tilbage. De havde mødt familien, og set bjergene og naturen. Det er vigtigt for os, at vores børn har set, hvad vi kommer fra.
Jeg er dansk statsborger ligesom min kone og mine børn. Jeg en af de mange kristne irakere i Danmark. Den første gang jeg tog hen i kirken, mødte jeg en dame, der i to år havde været sygeplejerske i Bagdad. Hun inviterede mig hjem til kaffe og blev som en dansk mor for os.
Hun var vores livline de første mange år. Hun havde et stort hjerte. Hvis vi havde et problem, gik vi til hende. Det sidste års tid var hun meget syg. Vi passede hende, da hun blev syg og fulgte med hende til Roskilde Hospital, hvor hun døde. Vi savner hende meget.
Jeg har hjulpet syriske flygtninge som frivillig gennem Roskilde kommune og Ågerup kirke. Jeg havde jo samme baggrund og kunne tale med dem. Jeg kan huske, hvor svært det var for mig og min familie i starten at stå alene. Det var især hårdt for de ældste børn. Vi var på kontanthjælp og manglede mange ting, som vi ikke havde råd til. Vi måtte forklare dem, at det nok skulle gå, at vores liv er vigtigere end penge.
60 år/ mand / gift / børn /elektroniktekniker / Ågerup, Roskilde / fra Irak / Kom til Danmark i august 2000/ Opholdstilladelse som humanitær flygtning 2001