Sehaeta Karalic

Jeg har altid været optaget af æstetik og husker første gang, jeg besøgte Skagens Museum. Krøyers billede af folk omkring sankthansbålet er for mig indbegrebet af Danmark. Jeg holder meget af Skagen og elsker gamle ting.

Mit første møde med genbrug – og fascination ved at redde ting fra genbrugsbutikkens ensomhed – stammer nok fra dengang, jeg var barn, og vi skulle have udklædningsfest på asylcentret. Vi fik lidt penge, og jeg har altid været vild med TCM-film og Audrey Hepburn, så jeg købte et par 50’er-solbriller, et tørklæde og en rød læbestift.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket menneske jeg ville være, hvis jeg stadig boede i Montenegro. Det tænker jeg tit på. At det er mit held, at mine forældre flygtede. Sat lidt på spidsen kan jeg have samme skyldfølelse som en overlevende efter en krig. Især den selvstændighed man kan have som ung i Danmark. Jeg købte egen lejlighed som 27-årig. Det ville ikke være muligt i Montenegro. Herhjemme er uddannelse gratis. Dér ender familien med en kæmpe gæld.

Jeg er allermest bange for at miste min selvstændighed. Den er fundamentet for, at man kan leve sit liv, som man har lyst til. Man er fremmed i Danmark, så snart folk hører dit navn. Ellers mærker jeg det ikke. Men jeg bliver vildt irriteret, når folk siger: Du taler utroligt godt dansk. Ja! Selvfølgelig taler jeg dansk! Jeg har boet her i over 20 år.

Til gengæld føler jeg mig helt klart fremmed, når jeg tager tilbage til Montenegro, fordi jeg tager danskheden med mig. Jeg taler flydende montenegrinsk, for jeg synes, det er en af de ting, som gør mig til mig. Men jeg er helt bevidst om, at dér er jeg turist.

30 år / kvinde / i et forhold / skolepædagog / Horsens / fra Montenegro / kom til Danmark i 1996 / opholdstilladelse i 1998