Jeg stoppede med at være flygtning, da jeg startede i skole og begyndte at arbejde. Jeg er jo kun flygtet én gang. Men jeg er 100% fremmed. Selv hvis jeg var født i Danmark, ville jeg stadig ikke være dansk. For at være dansk skal man ligne en dansker, og det gør jeg bare ikke. Mange antager, at jeg kommer fra en lille landsby og ikke er vant til det moderne liv, men jeg kommer fra Damaskus, en by med 1,7 millioner indbyggere. Så jeg har ikke haft svært ved at integrere mig, og jeg ved, at jeg kan klare mig selv. Efter to år i Danmark fik jeg 12 i dansk på VUC. Da jeg kom ud af asylcentret, besluttede jeg mig for at flytte til København. Tre timer efter jeg ankom til Hovedbanegården, havde jeg et job. Og tre dage senere et værelse.

Det meste af min familie er stadig i Syrien. Jeg flygtede sammen med min mor, men på Malmø Station blev vi væk fra hinanden, og det endte med, at jeg tog til København, mens hun blev i Sverige. Jeg savner min familie forfærdeligt meget. I Syrien brugte jeg al min tid sammen med dem eller mine venner. Her føler jeg et kæmpe tomrum. Det har været svært for mig at få venner her i København. De fleste af mine venner er syriske flygtninge og enkelte fra Venligboerne. Men jeg er jo ung og vil gerne ud i byen og feste. Det er heller ikke fordi, jeg ikke møder mennesker, når jeg tager ud, men vi bliver aldrig rigtigt andet end facebookvenner.

Som 26-årig er det vanskeligt at opbygge et nyt netværk, da de fleste har en tæt, ret lukket venskabskreds, hvor nye venner ofte opfattes som en slags angreb.

26 år / mand / enlig / studerende / København NV / fra Syrien / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse samme år