Danmark har givet mig alt – bare ikke et arbejde; det har jeg selv klaret. Jeg har været selvstændig, og mine sønner har overtaget firmaet. Uden et arbejde bliver man ikke dansk. Mange unge drikker kaffe og ser tv hele dagen og bliver kriminelle. Straffene er ikke hårde nok, så de griner af politiet og dommerne og laver mere kriminalitet.

Folk har taget deres problemer fra Libanon med til Gellerup, så jeg vil hellere bo et andet sted. Men min kone vil bo her. Og vi er trygge her. Jeg kan gå en tur i basaren uden at være bange. I Libanon kunne jeg ikke sidde på en café med en kop kaffe og en avis uden at frygte bilbomber.

En israelsk soldat stoppede mig i Libanon og stemplede i mit pas. Han vidste, at så ville ingen arabiske lande acceptere mig. De troede, jeg var jøde eller spion for Israel. Derfor blev jeg smidt ud af Abu Dhabi, hvor jeg arbejdede. Jeg blev sendt fra lufthavn til lufthavn i syv dage. Larnaca, Athen, Teheran, Kuwait, Bahrain, Tripoli og Cairo.

Jeg gik under jorden i tre år i Libanon. Senere kom jeg til Danmark. Mens jeg ventede på at få min kone og vores børn herop, sendte jeg penge til dem. Jeg levede af linsesuppe og gik frem og tilbage til sprogskolen i snevejr for at spare penge til bussen.

Jeg siger ligesom H.C. Andersen, at Danmark er min mor og min far. Her kan jeg trække vejret frit. Da jeg var kommet til Danmark, skrev jeg til min mor, at hun skulle have lagt mig uden for den danske ambassade, da jeg blev født. Så kunne jeg have levet hele mit liv i Danmark. Mine børn har fået et stykke guld af mig: at de kan bo i Danmark.

Awad Jammal / 69 år / mand / børn / pensionist / Aarhus fra Libanon, palæstinensisk baggrund / kom til Danmark i 1989