Ud over det sproglige føler jeg mig ikke fremmed. Sprog er en barriere, men den er overkommelig.
Jeg blev mor som 17-årig og flygtede fra Iran, da min datter var syv måneder. Jeg var helt forvirret og fulgte bare med. Tingene skete, uden at jeg havde nogen indflydelse. Jeg var naiv og uvidende og kendte ikke noget til verden. De første år i Danmark fortsatte på samme måde. Jeg passede mit barn og fulgte ellers bare med.
Først da jeg startede på VUC, vågnede jeg op. Indtil da havde jeg været nogens datter, nogens kone og nogens mor, men aldrig bare mig selv. I takt med at jeg begyndte at gøre tingene selv, fik jeg en identitet. For første gang i mit liv begyndte jeg at føle mig som et selvstændigt menneske. Jeg fandt ud af, hvad jeg var god til; at jeg er tålmodig og kan holde hovedet koldt, når der er kaos. Og jeg blev klar over, at jeg kan lide at arbejde med mennesker. Jeg begyndte at drømme om at blive sygeplejerske, men der var stopklodser i systemet, og de ødelagde den drøm. I dag er jeg uddannet social- og sundhedsassistent. Mit arbejde giver mig et særligt syn på livet, som er med til at definere mig. Jeg er mor til to piger. Jeg siger til dem, at de skal uddanne sig, så de kan opleve selvstændighed og lære sig selv og deres egne grænser at kende, sådan som jeg selv har gjort det.
44 år / kvinde / i et forhold / børn / social- og sundhedsassistent / Greve / fra Iran / kom til Danmark i 1989 / opholdstilladelse samme år