Jeg er lige begyndt i praktik som pædagogmedhjælper. I de tre år, jeg har været i Danmark, har jeg været i flere praktikjobs. I og for sig en god løsning, som med årene dog kan virke meningsløst. Når du ikke har et rigtigt job, føler du, at du er intet. Jeg har en kandidatgrad i journalistik, har løst opgaver i USA og England, de sidste to år i Syrien med en chefstilling i Miljøministeriet. Jeg taler engelsk, rumænsk, arabisk og er efterhånden blevet habil til dansk.
Min taknemmelighed er stor. At jeg har fået lov at komme til Danmark, og at jeg her har mulighed for at give min datter en tryg og sikker fremtid, betyder alt. Som journalist kunne jeg ikke længere forsvare at blive i Syrien. Det blev livsfarligt for mig. Her i Danmark har man frihed. Det er en gave, jeg påskønner. Friheden er imidlertid ikke uden bund, f.eks. bliver min uddannelse ikke anerkendt, jeg skal have en dansk bachelor, og da jeg fik en diskusprolaps og en længere sygemelding, oplevede jeg at blive mistænkeliggjort og i en periode få frataget min integrationsydelse.
Min drøm er at samle min familie i Danmark. Jeg er alenefar, da den danske stat ikke anerkender mit ægteskab. På trods af at jeg har måttet slippe alt, min kandidatgrad, mit lederjob, min kone, mit land, giver Danmark mig mulighed for at give min datter et godt liv. Og det betyder alt for mig.
Randers er rolig. Når jeg går ved Gudenåen med min datter, leger og laver sport, får jeg håb og tro på fremtiden. Måske jeg en dag kan vende hjem til Damaskus med hende og min kone og genoptage det liv, jeg forlod?
39 år / mand / ugift / barn / kanditatgrad i journalistik / Randers / fra Syrien / kom til Danmark i 2015 / opholdstilladelse i 2015