top of page

Ammar Sio

Soura

Jeg synes, at vi fylder voldsomt meget i medierne. Det er hele tiden udlændinge, flygtninge, fremmede.
Er der virkelig ikke større udfordringer i Danmark? Jeg arbejder i Vestjylland, og mange af mine kollegaer har ofte stemt blåt. Ved sidste valg sagde flere af dem, at de ville stemme anderledes, fordi de har lært mig at kende. Det gør mig glad. De oplever, at jeg vil dem og Danmark. Jeg arbejder nogle gange fra klokken 8.00 til 23.00, og det er mig, der har nøglen til feriecentrets pengeskab.

Min fremtid var i Syrien. Jeg havde kone, familie, job, hus, men systemet skulle hele tiden have flere og flere af vores penge. Vi ville ikke finde os i det og demonstrerede mod al-Assad-regimet. Kort efter blev jeg af retten erklæret som en person, der skulle slås ihjel, fordi jeg havde demonstreret.

Efter tre år på flugt endte jeg i Sandholmlejren, og senere kom jeg til Esbjerg. Efter et halvt år fik jeg lov til familiesammenføring. Mine to små døtre græd hele vejen fra lufthavnen til Esbjerg, fordi de ikke vidste, hvem den mand var, som hentede dem. Jeg er deres far, men for dem var jeg en fremmed. Det var ubeskriveligt hårdt for mig.

Jeg forsøger at være et godt eksempel for mine piger og arbejder stenhårdt for at skabe et liv for min familie. Jeg er stolt over at være avanceret fra kok til souschef i køkkenet, men min store drøm er at åbne min egen restaurant, hvor jeg laver dansk og arabisk mad. Jeg elsker at tage til Paradissøerne og fiske. Eller sidde for mig selv og nyde et glas single malt whisky. Efter alt hvad jeg har oplevet, holder jeg af fred og ro i min fritid.

38 år/ mand / gift / børn / souschef i køkkenet på Ho Feriecenter / Esbjerg / fra Syrien / kom til Danmark i 2014 / fik opholdstilladelse samme år

bottom of page