Jeg er 100% fremmed, men jeg har også kun været her i halvandet år. Da krigen startede i 2012, ramte den hårdt i det område, hvor vi boede. Jeg føler, at jeg altid har levet i krig, både i Syrien, i flygtningelejren i Libanon og gennem min far, der sørger over krigen i Palæstina hver eneste dag. Jeg er palæstinenser, men jeg har ikke set Palæstina. Det gør mig vred og ked af det, at jeg ikke kan rejse derned, når danskerne kan. Min mor er fra Jordan, så da vi flygtede fra Syrien, ville vi gerne dertil, men de ville kun lade min mor komme ind. De ville ikke tage imod os, fordi vi er palæstinensere.

Mine forældre er 50 år, og de er ikke glade for at skulle gå i skole. Min far har været i Danmark i 2,5 år, men kan ikke noget dansk. De kan ikke tale med nogen. Og de kan ikke få et job.

Jeg føler, at jeg er blevet mine forældres forælder. Jeg skal tage til møder med dem, jeg taler for dem til jobinterviews, hos lægen og i jobcentret. I Syrien hjalp de mig med mine lektier. Nu er det mig, der skal hjælpe dem. De er kede af at spørge om min hjælp. Før i tiden var mine forældre stolte og glade mennesker med gode jobs. Jeg vil gerne være astronaut eller sanger, og jeg spiller på et arabisk strengeinstrument, der hedder kanun. Jeg har gået til sangundervisning, siden jeg var barn. I Syrien kan man kun vælge mellem mellemøstlig sang eller opera. Jeg valgte opera, da alle i min familie syntes, jeg var god til det. Men jeg vil hellere synge popmusik, for det er meget mere mig. Jeg var faktisk inde og se Justin Bieber i oktober. Det var fantastisk.

17 år / kvinde / enlig / går i 10. Klasse / Birkerød / fra Syrien / palæstinensisk baggrund / kom til Danmark via familiesammenføring i 2015