top of page

Ashti Ali Hassan

NilofarHFoksidste version _MG_2157.jpg

Jeg hører mere til i Danmark end i Irak, for jeg har boet her over halvdelen af mit liv. Men jeg føler mig fremmed, når jeg hører, hvordan asylansøgere bliver behandlet. At et barn kan blive nægtet kartofler og broccoli på et udrejsecenter. Det gør ondt, at nogen skal føle sig så uønsket.

Danmark har ændret sig. Politikerne, der bestemmer over andres skæbne, har ødelagt meget. Men der er mange gode danskere, og jeg har mange dejlige minder fra Danmark. Da vi landede i Kastrup, så jeg landskabet som et grønt tæppe med havets blå farve. Jeg tænkte, det er Paradis. Vi havde boet et år i en flygtningelejr uden frihed. Den sidste tid sov vi, hvor der var skorpioner og slanger. Vi holdt os vågne, så der ikke skete børnene noget.

Min ældste søn blev engang afvist på et diskotek, fordi han så arabisk ud. Men han lod sig ikke slå ud. Vi har lært vores børn, at de er lige så meget værd som andre, og at alle mennesker er lige meget værd, uanset hvilken religion eller hudfarve de har. Det har jeg også lært de børn, jeg har været lærer for. Det betyder ikke så meget, om man spiser med bestik eller bruger hænderne, bare man bliver mæt.

Vi har tre kulturer herhjemme, dansk, arabisk og kurdisk. Min mentalitet er nok 70 % dansk, 20 % kurdisk og 10 % arabisk. Jeg har altid ment, at mænd og kvinder er lige. Min mand er enig. Han har skiftet ble på vores børn og gør det også på vores børnebørn. Vores to ældste børn er gift med danskere, den yngste med en palæstinenser. De har selv valgt, hvem de vil giftes med. De har ret til at bestemme over deres liv og krop. På den måde er jeg 100% dansk.

Ashti Ali Hassan / 63 år / kvinde / gift / børn / regnskabsuddannelse i Irak, læreruddannet i Danmark i fleksjobs, / Aarhus / fra Irak / kurdisk baggrund / kom til Danmark i 1984 / opholdstilladelse samme år

bottom of page