På trods af at hverken min mand eller jeg er lykkedes, ved vi nu, at vores børn gør. Det er en stor lettelse. Én studerer erhvervsjura, to går i gymnasiet, og fire klarer sig godt i skolen. I Congo tog jeg min kandidatgrad i økonomi for at bruge den i FN. For at hjælpe andre mennesker til et bedre liv. Mens vi selv var på flugt og boede i flygtningelejr i Tanzania, arbejdede jeg også for FN, men det sluttede, da Tanzania ikke længere var sikkert for os. Det blev til cirka ni hårde år i Malawi, inden vi fik lov at komme til Danmark. I dag er min uddannelse ikke kun forældet, den er heller ikke anerkendt i det danske system.
Mapendo, mit navn, betyder kærlighed – og det har alle brug for. Jeg har mistet kontakten med familien, som jeg ikke har set i snart 22 år. Det er et kæmpe savn, men jeg har fået en anden familie, min Guds familie. Tænk, at jeg med sort hudfarve kan kalde de mennesker med hvid hudfarve ved siden af mig for min mor og far, for min søster og bror. I den katolske kirke har jeg fundet trøst.
Nu arbejder jeg som tolk og vikar på fabrikker og i ufaglærte jobs. Én gang har jeg været beskæftiget med noget, hvor jeg fik lov at bruge min uddannelse. Det var en projektstilling på seks måneder som frivilligkoordinator. Et meningsfyldt arbejde, der fik mig til at føle mig ligeværdig med andre danskere.
I hele mit liv har jeg hjulpet andre og bestræbt mig på at forbinde mennesker i gode fællesskaber. Jeg har bl.a. været Bydelsmor i ca. 10 år, besøgsven og aktiv i Frivilligværk. Det vil der altid være plads til i mit liv, men Danmark er det første sted, hvor det kan ske i ro, fred og uden fare.
50 år / kvinde / gift / børn / kandidat i erhvervsøkonomi / Randers / fra Congo / kom til Danmark i 2007 / opholdstilladelse i 2007