top of page

Mohamud Hirad Suleiman Hassan

NilofarHFoksidste version _MG_2157.jpg

Jeg føler mig 50 procent som somalier og 50 procent som dansker. Jeg savner sommetider Somalia, men jeg er lykkelig i Danmark. Jeg føler mig også meget heldig, for jeg har blandt andet fået en ny nyre, og det ville have været svært for mig at leve med min nyresygdom i Afrika. Der er mange ting, jeg godt kan lide i Danmark. For eksempel rugbrød med ost.

Jeg synes, medierne fokuserer for meget på grupper i stedet for enkeltindivider. Tonen er også blevet hårdere, synes jeg. Da jeg kom til Danmark, var der også racister, men hvis man sagde det til folk, så sagde de: ”nej nej, det er jeg ikke”. I dag er der mange, som næsten er stolte over at være racister. Det er meget skræmmende, synes jeg. Det minder mig om det, vi så i Tyskland under 2. Verdenskrig. Dem med magt, regeringen og medierne, de har et stort ansvar for, at tonen er blevet så rå, synes jeg.

Jeg kan godt lide at spille skak, fordi man skal bruge sin hjerne. Der er meget strategi, og man skal hele tiden kunne se flere træk frem. Jeg elsker, når det bliver virkelig svært, for så er det udfordrende for mig.
Jeg kommer også i Somalisk Forening, hvor vi har et godt kammeratskab, spiller bordfodbold og cykler sammen.

Jeg har ni børn og mange børnebørn. De beriger min kones og mit liv, og jeg er glad for at se, at det går dem godt. I det hele taget prøver jeg på at være glad, det får man det bedste liv ud af, tror jeg. I Somalia er mennesker generelt meget glade og prøver hele tiden at se lyst på tingene. Det gør jeg også. Jeg synes ikke, man skal tage tingene så alvorligt.

58 år / mand / gift / børn / førtidspensionist / Esbjerg / fra Somalia / kom til Danmark i 1994 / opholdstilladelse i 1996

bottom of page