top of page

Rasha Khalife

NilofarHFoksidste version _MG_2157.jpg

Jeg har to sten i mit skab i mit soveværelse. En lille og en lidt større. For andre ser de nok ikke ud af noget, men for mig betyder de alt. Den lille står for det, jeg gerne vil være. Den store for håb. De er begge fra Palæstina, et land jeg er fra, men som jeg aldrig før i år har sat fod i, og som mine forældre ikke kan huske noget fra. Mine bedsteforældre flygtede nemlig i 1948, så før min familie kom til Danmark for snart 30 år siden, boede min mor og far i Forenede Arabiske Emirater.

Jeg har altid følt mig 100% hjemme i Danmark, men har været meget interesseret i Palæstina. I år tog jeg endelig mod til mig og tog med på en arrangeret rejse til Vestbredden. Turen fik mig til at engagere mig 100% i den palæstinensiske sag - herhjemme.

Mine forældre er lidt bekymrede for mit engagement, men det er der ingen grund til. Efter rejsen føler jeg mig nemlig endnu mere hjemme i Danmark. Her hører jeg til, og her har jeg frihed til at være aktivist.
Netop aktivismen er, hvad de to sten i mit soveværelse symboliserer. Den lille har jeg samlet op uden for Ahed Tamimis hus i Nabi Salih. Jeg beundrer Aheds mod. Hun er halvt så gammel som mig, men dobbelt så modig. Den anden større sten har jeg samlet op i mit land. Den symboliserer håb – håb om en bedre fremtid for Palæstina. De to sten ligger i mit hjem, i min by og i mit land. De betyder alt for mig og er med til at bygge bro mellem mine to kulturer.

33 år / kvinde / single / tolk / Aalborg / fra Palæstina/Forenede Arabiske Emirater / kom til Danmark i 1988 / opholdstilladelse i 1988

bottom of page