Joudi Abdullah

Jeg føler mig kun lidt fremmed. Når Rasmus Paludan taler om muslimer, så føler jeg mig fremmed, men ikke i skolen. Jeg går i klasse med nogle fra alle mulige lande.

Jeg kan lide at spille fodbold og være sammen med venner. De synes, jeg er god til fodbold i skolen. I Herning Fremad taler træneren om, at jeg kan komme til at spille i FC Midtjylland, hvis jeg træner rigtig meget. Jeg er klar til at træne rigtig meget. Jeg vil gerne være fodboldspiller eller noget med matematik.
I skolen kan jeg bedst lide matematik. Jeg vil også gerne lære engelsk. Det er vigtigt, når man rejser. Jeg vil gerne rejse til Tyskland og Italien og se gamle ting. Det er sjovt at kigge på, og undre sig over, hvordan de levede dengang. I Herning kan jeg godt lide den kirke, der ligger tæt ved svømmehallen. Den er fra 1889, og den er ikke gået i stykker. Jeg har ikke været i den, for jeg er ikke kristen, men hvis en af mine venner spørger, om vi skal gå derned, vil jeg gerne det.

Jeg er aldrig blevet mobbet, men der var en pige i min skole, der blev det. Alle sagde, hun havde en kæreste. De drillede hende med det. Nu er hun flyttet. Jeg tror, det var derfor. Hvis krigen stopper, vil jeg gerne tilbage til mit land for at se mine bedsteforældre. Jeg har ikke set dem i fire år. Når mine forældre gik på arbejde, så var jeg sammen med min farmor og farfar. Vi spillede spil. De boede hos os, og hvis farfar skulle afsted, ville jeg med ham hver gang. De bor stadig i huset i Afrin. Jeg savner dem. Jeg tænker på, hvordan vi havde det, når vi var sammen. Det var sjovt.

10 år / dreng / 2. klasse / Herning / familiesammenført fra Syrien i 2015 / midlertidig opholdstilladelse