Zeina Hamada

Jeg er kurdisk syrer, men jeg skammer mig over at sige, at jeg er syrer eller kurder. Jeg har ikke valgt side i borgerkrigen. Jeg vil være 100 procent dansk og blive her. Her føler jeg, at der er menneskelighed. Det er der ikke længere, hvor jeg kommer fra. Lige før jeg flygtede, skulle jeg i gang med min master på universitetet i Aleppo. Jeg ville være arkæologiprofessor.

Vores historie var vores vigtigste skat. De ældste skrifttegn i verden stammer fra Syrien. Jeg havde sådan håbet, at jeg kunne give den arv videre til mine børn. Nu kommer jeg ikke til at kunne sige: ”Se børn, det er Damaskus, verdens ældste by. Mærk stemningen i de antikke kirker og moskeer.” Til at begynde med var krigen noget, der foregik andre steder. Men så blev naboerne pludselig hentet, uden at nogen vidste af hvem og hvorfor. På gaden var der kontroller og visitationer. Man hverken modsatte sig eller spurgte af frygt. Folk, der før var naboer og gode venner, blev fjender og bekrigede hinanden. Først flygtede vi til Tyrkiet, men efter tre år besluttede jeg at tage flugten over havet med min datter i favnen. Det var forfærdeligt at tænke: ”Hvis hun dør her, er det min skyld. Og hvis vi bliver her, har vi ingen fremtid.”

Jeg er lykkelig for at være her i Roskilde. I starten boede vi i et stort hus med andre flygtninge, og jeg var gravid. Min datter reagerede ved at lukke sig inde i sig selv og holdt næsten op med at spise. Jeg kom i kontakt med en frivillig gennem kommunen. Hun minder mig om min mor. Hun hjælper mig med alt. Jeg er så heldig at have gode mennesker i mit liv her. De holdt min hånd og sagde: ”Du er stærk. Du kan regne med os”.

30 år / kvinde / single / børn / Bachelorgrad / sprogskole / Roskilde / Kurdisk syrer/ kom til Danmark i 2015 / humanitær opholdstilladelse 2015