Emiyou Asmamaw

Jeg føler mig ikke 100% fremmed, for jeg forstår sproget. På den anden side har jeg ingen danske venner. Så på en måde er det 50/50. Det bekymrer mig til gengæld, at mine børn på otte og ti spørger mig, om de er danskere, for de er jo vokset op her og kender ikke til andet.

Det første kulturchok, jeg fik her i Danmark, var, at man ikke måtte slå børn. I Etiopien er det meget normalt, og derfor kom det bag på mig. Jeg er uddannet revisor, men den danske børneopdragelse interesserede mig så meget, at jeg valgte at læse til pædagog. Det bedste ved Danmark er, at jeg ikke skal bekymre mig for mine børns fremtid. Hvis de bliver syge, kan de få behandling på hospitalet, og de kan også få sig en uddannelse her. Men jeg mangler et solidarisk fællesskab i det danske samfund eller i det mindste hos familiemedlemmer. Da min mand blev syg, stod jeg helt alene med det. Jeg kender mange gennem mit studie og mit arbejde, men da min mand blev syg, var det kun hans familie, der støttede mig.

Her hjælper folk kun deres nærmeste og kun, når de har overskud. I Etiopien smider man alt, hvad man har i hænderne, for at hjælpe, uanset om man er bekendt eller arbejdskollega. Folks værdier er anderledes her. Måske er det fordi, vi bor i et rigt land, hvor man ikke længere har brug for hinanden. Der er så stor afstand mellem mennesker. Jeg arbejdede f.eks. et sted i fem måneder, men de sagde aldrig andet end hej til mig. Jeg synes, at mennesket har mistet sin værdi her i Danmark.

45 år / kvinde / i et forhold / børn / pædagogstuderende / Fredensborg / fra Etiopien / kom til Danmark i 2003 / opholdstilladelse samme år