Monika Belal

Jeg føler mig mindre fremmed end før, men stadig meget fremmed. Men ikke på en ubehagelig måde. Hvis du spørger afghanere, vil de sige, jeg er meget dansk. Men blandt danskere, føler jeg mig ikke så dansk. Jeg har en international identitet. Dansk vil altid være et fremmedsprog for mig, og jeg vil være en fremmed – og det er jeg ikke særlig glad for.

Om vinteren er der ikke tid til noget som helst i Danmark. Dagene er så korte, og det er koldt. Jeg hader den danske vinter. Det er mørkt, når jeg afleverer børnene, og det er mørkt, når jeg henter dem igen. Det bliver også koldt i Afghanistan, men vinteren er længere her. Jeg tænkte meget over det i starten i Danmark: Hvorfor er danskerne så meget hjemme? Men nu kan jeg godt forstå det. Jeg er faktisk bange for, at jeg får en depression, når jeg bliver ældre. Det er virkelig deprimerende. Men så snart der er sol, får man energi og lyst til at lave noget. Når det er lyst og dejligt vejr, er det nemmere. Så kommer danskerne ud.

Jeg har altid tænkt over, når folk tager i sommerhus. Hvad laver de der? Hvorfor betale penge for at blive hjemme? Men sidste år sagde jeg til min mand: Jeg vil i sommerhus i stedet for at tage til udlandet.
Vi lejede et i en hel uge. Det var tæt på vandet, og vi kunne se solopgang og solnedgang, og det var så dejligt. Jeg havde boet her i 18 år og altid tænkt, at det var så kedeligt, men det var en god oplevelse. Man er tættere på sin familie. Nogle gange skal man opleve det for at forstå det.

30 år / gift / børn / civilingeniør i produktion og forretningsudvikling / Herning / fra Afghanistan / familiesammenført i 2001 / dansk statsborger i 2009