Ozana Pehlic

Jeg føler mig ikke som udlænding eller fremmed i Danmark, men som menneske. Jeg tænker ofte på noget min far sagde; ”Man skal bare skifte kassetten i sit hoved”. Man skal være som en kamæleon. At integrere sig er ikke bare at bestå en indfødsretprøve, klæde sig anderledes, eller tale flydende dansk.

Der er mange ting, man kommer til at savne, når man tvinges til at forlade sit hjemland. Jeg savner rigtig blå Mostar-regn, og den duft, der kommer, når de store regndråber rammer de 500 år gamle sten. Den duft forbliver i én.

Når mine forældre og søster har fødselsdag eller dødsdag, sætter jeg blomster på min søsters gravsted i Esbjerg. Men jeg savner den følelse af fred i sjælen, jeg får, når jeg står ved mine forældres rigtige gravsted i Bosnien-Hercegovina.

Jeg synes, jeg er kommet godt igennem livet på trods af borgerkrigen, men den vil altid være en del af mig. For nogle år siden skulle jeg, via mit arbejde, ud og hjælpe nogle personer, fordi deres hjem var brændt. Kort efter vi var kommet ind i bygningen, spurgte mine kollegaer, om jeg var okay. De sagde, at jeg var helt hvid i hovedet, og jeg kunne mærke, at mit hjerte bankede vildt. Det endte med, at de måtte bære mig ud af bygningen. Det var lugten fra branden, der, uden jeg mærkede det, udløste en reaktion i min krop.

Jeg elsker mit liv her i Esbjerg med mine børn, hvor vi sammen lærer nyt hver dag. Jeg elsker også små børn, og selvom jeg endnu ikke har mine egne børnebørn, så føler jeg, at jeg har mange andre ’børnebørn’ via mit arbejde som frivillig i foreninger. Her har jeg mange venner, der har små børn. Arabere, somaliere, danskere, alle mulige små unger. De lader mine batterier op.

54 år / kvinde / separeret / børn / uddannet agronom med speciale i frugt- og vinavl samt laborant, men arbejder i dag som bydelsmedarbejder / Esbjerg / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1993 / fik opholdstilladelse samme år