”Om lidt er kaffen klar”, sang vi alle sammen, mens vi holdt i hånd i den varme sommerluft, og børn legede omkring os. Lige dér, min allerførste Sankt Hans, forelskede jeg mig i Danmark. Jeg var lykkelig og tryg.
Allerede da vi sad i asylcentret i Danmark begyndte jeg at hjælpe som tolk og i køkkenet, for jeg kunne ikke holde ud bare at sidde der. Sådan har det været lige siden. I Esbjerg har jeg virkelig knoklet for at lære dansk og tjene penge, så jeg kunne klare mig selv og flytte hjemmefra, selv om mine forældre ikke ville have det. Men jeg ville ikke leve under alle deres regler, og giftes med en fremmed mand. Da jeg fik nøglerne, og åbnede døren til min allerførste lejlighed, havde jeg en følelse af ultimativ frihed.
Jeg mødte min mand, Aksel, til en fest via mit tidligere arbejde i en børnehave. Aksel var en sød og stabil mand, men jeg vil ikke sige, at jeg faldt pladask for ham. Det kom først senere. Min mor sagde, at jeg ikke skulle gifte mig med en dansker, for han ville bare bruge mig som en karklud. I dag er vi gift på 23. år.
Jeg ville ikke have, at mine døtre skulle have arabiske navne. Det er ikke fordi jeg skammer mig over at komme fra Libanon, men jeg synes ikke der var nogen grund til at gøre livet sværere for dem.
I de første år i Danmark gemte jeg mig under bordet, når jeg hørte en ambulance. Men selv om krigen altid vil sidde i mig, så nægter jeg at lade den fylde i mit liv. Jeg vil leve frit. Jeg føler mig 99 procent dansk. Den ene procent, hvor jeg føler mig fremmed, er, når Danmarks Statistik ringer for at lave deres befolkningsundersøgelse.
54 år / kvinde / gift / børn / pædagog og folkeskolelærer, arbejder som projekt- og integrationsmedarbejder / Esbjerg / statsløs (Libanon / Palæstina) / kom til Danmark i 1985 / fik opholdstilladelse samme år