Jeg kom til Danmark i 1992 og fik asyl tre år efter. I 1997 blev jeg dansk statsborger. Begge mine voksne piger er født her i Danmark, og jeg er medejer af den virksomhed, som jeg arbejder med intern salg og marketing for. Så nej, jeg føler mig ikke fremmed. Jeg føler mig dansk, men jeg har noget med mig fra Bosnien. Værdier, som betyder noget for mig.
Det er stadig uforståeligt for mig, at venner dengang kunne blive fjender fra dag til dag. Min far er bosnier og var truet på livet, mens min mor, der er serber, i første omgang blev tilbage. Vi efterlod alt, skulle begynde helt forfra. Alligevel blev vi under flugten rystet over, at vi kom til at smadre en blomstret termokande, som vi vidste, at min mor holdt meget af. ”Hvordan skal vi fortælle jeres mor det”, sagde min far. En termokande! Når vi havde mistet alt. Det var alt sammen helt abstrakt og uvirkeligt.
Nu er jeg her. Mine forældre og øvrige familie er tæt på, og jeg er via Ungdommens Røde Kors mentor for en 13-årig pige. Vi bosniere er flittige, loyale og ikke bange for at prøve noget nyt. Og så er vi et stolt folk. Det er alt sammen noget, jeg har givet videre til mine døtre. Og det er en ære at kunne give noget tilbage til det danske samfund, fordi der blev taget imod os dengang, vores verden væltede.
Vi bosniske kvinder er stærke. Jeg har ar på sjælen, men jeg lever med det. På min væg hænger Dybbøl Mølle og et bosnisk landskab. Mit liv er godt. Men der vil altid være en smerte i mig over det, der skete dengang i Bosnien.
46 år / kvinde / kæreste / børn / medejer af virksomhed / Silkeborg / fra Bosnien / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1995